I år deltager Folkeuniversitetet i København i Forskningens døgn
med forelæsningen "Nanopartikler på arbejde for en bedre
verden".
Foredragsholderen er Jane Hvolbæk, professor og institutdirektør
for DTU Fysik.
En af de største udfordringer, vi står over for i dag, er, hvordan
vi sikrer en fortsat høj og stabil energiforsyning. Vi er i dag
afhængige af fossile brændstoffer f.eks. til transport, varme og
lys. De fossile reserver har en sådan størrelse, at vi nu må i gang
med at finde løsninger på fremtidens energiforsyning. Derudover har
fossile brændstoffer en uheldig miljømæssig konsekvens. En vigtig
vej hen imod vedvarende energiløsninger er udviklingen af nye
katalysatorer.
Forelæsningen ser nærmere på, hvordan en katalysator virker på
atomart niveau. Der vil være eksempler på, hvordan der arbejdes med
modeller af katalysatorer i laboratoriet, hvor der bruges røntgen-
og ionstråling og avancerede mikroskoper.
Forelæsningen er gratis og finder sted d. 19.4 kl. 18.15-20.00.
(Fotograf Lisbeth Holten)