Grundmodul 3 - Fra Aquinas til Luther og Shakespeare

Ved ekstern lektor, ph.d. Kasper Lysemose, KU

I middelalderen bliver kristendommen og kirken det centrale omdrejningspunkt i menneskets virkelighed. Betegnelsen ’middelalder’ er opstået i renæssancen og udtrykker denne efterfølgende tids syn på perioden som en mørk og stillestående tid. Det syn må vi gøre op med, for middelalderen er i virkeligheden en dynamisk periode, der afgørende præger europæisk kultur.

I forelæsningsrækken hører vi om betydelige teologiske tænkere og sprængfarlige emner i høj-og senskolastikken – bl.a. hos Anselm, Aquinas og Duns Scotus. Herefter følger vi skiftet fra middelalder til renæssance og stifter bekendtskab med bl.a. Pico della Mirandola og hans tale om menneskets værdighed. Men vi konfronterer også renæssancen med Luther og dén reformation, der fandt sted samtidig med renæssancen, men som aftegnede et helt andet menneskesyn. Mens renæssancen hyldede menneskets storhed og værdighed, understregede Luther nødvendigheden af, at mennesket indser sin intethed. Med denne ambivalens trådte mennesket ind i en 'kopernikansk' tid, hvor det ikke længere var centrum i verden, men i stedet blev centrum for sin egen fornuft.