Filosofi og idéhistorie

Grundmodul 4 - Fra Descartes til Kant

Ved ekstern lektor, ph.d. Kasper Lysemose, KU

Perioden fra 1600 til 1800 er fornuftens og oplysningens tidsalder. Den kopernikanske reformation af astronomien har grundlæggende ændret verdensbilledet, og den nye tids naturvidenskab står for døren. I samfundstænkningen begynder man at anskue samfundet som en kontrakt mellem frie og lige individer. Rationalitet og oplysning fremstår som det centrale i europæisk kultur og ledsages ofte af en optimistisk fremskridtstro – som bl.a. den franske revolution dog snart skal sætte på prøve.

Til grund for det hele ligger Descartes’ påberåbelse af det tænkende jegs vished om sig selv (”Jeg tænker, altså er jeg”). Og perioden kulminerer, idet Kant tager dette grundlag op til kritisk undersøgelse i et forsøg på at lære mennesket, hvordan det egentlig skal omgås fornuften med fornuft. Selvom oplysningstidens fornuftstro er blevet anfægtet i vor tid, præger den stadig det centrale europæiske værdisæt.