Mennesket: Det sprogbegavede dyr

Ved ekstern lektor, ph.d. Kasper Lysemose

Siden Aristoteles har man i den filosofiske tradition bestemt mennesket som ‘det sprogbegavede dyr’ (zoon logon echon). I dag ser vi da også, at den menneskelige kommunikation er blevet verdensomspændende og allestedsnærværende. Men netop i det lys, kan det være aktuelt at besinde sig på, hvori vores sprogbegavelse egentlig består. Kan det ligefrem tænkes, at vi – til trods for den megen kommunikation – står i fare for at miste den?

Med udgangspunkt i Aristoteles’ hævdvundne bestemmelse ser vi på, hvad fire relativt moderne – men dog klassiske – tænkere har sagt om den sag: Nietzsche, der undersøger metaforernes rolle i begrebsdannelsen; Heidegger, der undersøger sprogets rolle i udlægningen af eksistensen; Gadamer, der undersøger sprogets rolle i forståelsen; og – allersenest – den italienske filosof Agamben, der undersøger, hvordan mennesket gennem eden har besvoret sin tilgang til sprogets ejendommelige kraft.

1. Mennesket som det sprogbegavede dyr (Aristoteles)
2. Sprog og metafor (Nietzsche)
3. Sprog og eksistens (Heidegger)
4. Sprog og forståelse (Gadamer)
5. Eden og det sprogbegavede dyrs skæbne (Agamben)