Temauge: Hobbes og Rousseau

Ved mag.art., ph.d. Martin Pasgaard-Westerman

De to filosoffer Thomas Hobbes (1588-1679) og Jean-Jacques Rousseau (1712-1778) har som ingen andre præget den filosofiske diskussion om samfundets væsen, statens indretning og menneskets natur.

I Hobbes' mesterværk Leviathan (1651) fremsatte han sin hypotese om en 'naturtilstand', en alles krig mod alle, hvor hverken ret/uret eller godt/ondt eksisterer. Ud fra en blændende karakteristik af menneskets grundmotiver, nemlig driften til selvopretholdelse og ønsket om et glædefyldt liv, formulerede han teorien om en samfundspagt, der undgår krigstilstanden.

Rousseau udviklede i sit store forfatterskab et syn på mennesket, der sætter samvittigheden og friheden i centrum. I sit værk Samfundspagten (1762) fremfører han en idé om mennesket som moralsk fri borger. Samtidig ser Rousseau kritisk på fornuftens og kulturens indflydelse på det naturlige menneske.

I løbet af denne temauge ser vi nærmere på både Hobbes’ og Rousseaus menneskesyn og deres analyser af samfund, stat, kultur og moral.

Litteratur: Hobbes: Leviathan (Informations Forlag, 2008); Rousseau: Samfundspagten (Rhodos, 1987 eller Det lille forlag, 2007)