Ved cand.mag., museumsinspektør Christian Aagaard
1 - Nazismens danske ansigt
Fra 1940 til 1945 meldte 12.000 danskere sig til at gøre tjeneste i Hitlers nazistiske elitestyrker Waffen-SS. 6000 af dem slap igennem de strenge optagelseskrav og blev optaget. Af dem omkom 2000 i kamp på Østfronten, hvor de tyske styrker udkæmpede en brutal krig imod Stalins Røde Hær. Men hvordan fungerede rekrutteringsindsatsen til Waffen-SS i Danmark og hvorfor meldte danskere sig til Hitlers krig? I foredraget ”Nazismens danske ansigt” sætter historiker Christian Aagaard fokus på rekrutteringen til de tyske kamptropper, de propagandistiske virkemidler der blev taget i brug og ikke mindst de danskere der i sidste ende valgte at træde i tysk krigstjeneste.
2 - Flugten 1943 – Flugthavn Dragør
I efteråret 1943 kollapsede samarbejdspolitikken mellem den tyske besættelsesmagt i Danmark og den siddende danske regering. Tyskerne strammede grebet om Danmark og i den forbindelse valgte de også at gennemføre en razzia imod de danske jøder, med henblik på deportation til de frygtede koncentrationslejre. Men ved noget der mindede om et mirakel formåede godt 95% af Danmarks godt 7000 jøder at undslippe til sikkerhed i Sverige. I foredraget ”Flugten 1943 – Flugthavn Dragør” sætter historiker og museumsinspektør på Museum Amager Christian Aagaard fokus på historien om flugten i 1943 set fra et lokalt perspektiv. Hvad skete der i et lille lokalsamfund som Dragør og hvordan håndterede de lokale den pludseligt opståede flygtningestrøm?
3 – Bombemål Shellhuset
Historien om luftbombardementet af Gestapos danske hovedkvarter i Shellhuset – Operation Carthage – d. 21. marts 1945 er muligvis den mest dramatiske enkeltbegivenhed i historien om Danmarks tid under tysk besættelse. Britiske Mosquito-bombefly ramte Gestapos hovedkvarter, der blev så godt som jævnet med jorden, men samtidig døde uskyldige børn og nonner, da bombeflyene ved en fejl også kastede deres dødbringende last over Den Franske Skole. På baggrund af hans nyudkomne bog – Bombemål Shellhuset – vil historiker Christian Aagaard kaste lys over den dramatiske begivenhed. Hvorfor var angrebet nødvendigt? Hvad skete der helt præcis? Og hvad var følgevirkningerne af angrebet?
Lektioner
- 1 - Nazismens danske ansigt Ved Christian Aagaard
- 2 - Flugten 1943 - Flugthavn Dragør Ved Christian Aagaard
- 3 - Bombemål Shellhuset Ved Christian Aagaard

Kursusinfo
Hold: 8803
Startdato: tirsdag d. 9. marts 2021
Slutdato: tirsdag d. 23. marts 2021
Tidspunkt: Kl. 17:15 - 19:00
Varighed: 3 tirsdage
Alle undervisningsgange
tirsdag d. 9. marts 2021 Kl. 17:15 - 19:00
tirsdag d. 16. marts 2021 Kl. 17:15 - 19:00
tirsdag d. 23. marts 2021 Kl. 17:15 - 19:00
Sted: Historisk Arkiv Dragør, Stationsvej 5, 2791 Dragør