Historie

Fascismen og antikken Fra Cæsar til Mussolini og fra Sparta til Stalingrad

Ved lektor em., dr.phil. Tønnes Bekker Nielsen, SDU

I deres tidlige, militante fase var både den italienske fascisme og den tyske nazisme stærkt afvisende overfor arven fra antikken. Da først partierne havde opnået magten, fik de nye regimer imidlertid snart øje for den græsk-romerske oldtids propagandamæssige potentiale.

Mussolinis tilhængere orienterede sig mod Rom og præsenterede ’il Duce’ som den nye Cæsar, der havde fejet et forstenet politisk system af vejen og åbnet vejen for en ny tidsalder. Da fascismen i 1930’erne drejede i en mere konservativ retning, flyttedes fokus til landsfaderen Augustus som lederskikkelse og identifikationsfigur.

De tyske nazister idealiserede det germanske Norden, men med olympiaden i Berlin i 1936 blev det umuligt at komme uden om arven fra Grækenland. Partiets ideologer konstruerede derfor en myte om spartanerne som et germansk herrefolk indvandret fra nord og iscenesatte Sparta som forbillede for det nye Tyskland.