Fra kollektiv sikkerhed til magtpolitik i en usikker tid Bismarck og europæisk politik 1815–1890

Ved mag.art. Wolfgang Karl

Europas magtbalance byggede i begyndelsen af 1800-tallet, efter Napoleonskrigenes afslutning og Wienerkongressen, på de store magters samarbejde. Dette samarbejde brød imidlertid sammen efter revolutionerne i 1848–49 og blev efterfulgt af en række kriser og krige. 

Den preussiske statsmand Otto von Bismarck udnyttede disse kriser til sit eget projekt: Grundlæggelsen af det tyske kejserrige. Efter dette var lykkedes i 1871 forsøgte han igen at stabilisere det europæiske system. Hans afgang som rigskansler i 1890 indledte en periode med stigende stormagtsrivalisering, som kulminerede i 1. Verdenskrig.

Forelæsningsrækken bruger Bismarck og den europæiske stormagtspolitik i 1800-tallet som afsæt for en undersøgelse af, hvordan stabilitet og sikkerhed kan genskabes i en verden, hvor den kendte orden synes at smuldre. Vi belyser magtbalancens udvikling helt fra den Westfaliske fred i 1648 til de nye globalpolitiske systemers etablering efter 2. Verdenskrig, men med særlig vægt på 1800‑tallets diplomati og stormagtspraksis. 

Endelig giver vi et overblik over moderne forsøg på at opretholde en magtbalance og forhindre dominans fra én enkelt stat.