Samarbejde og sammenbrud i mellemkrigstiden International politik i Europa, 1919-39 og dens ekkoer i dag

Ved forskningsfuldmægtig, ph.d. Emil Eiby Seidenfaden, KU

”Over hele Europa går lamperne ud, og vi vil ikke se dem tændes igen i vores levetid”. Sådan sagde den britiske udenrigsminister Edward Grey efter sigende til en kollega i august 1914, aftenen før Storbritannien gik ind i 1. Verdenskrig.

Betegnelsen ’mellemkrigstiden’ beskriver en tid mellem to katastrofer. Men ordvalget i sig selv har ofte den konsekvens for vores syn på perioden, at den bliver reduceret til de personer, begivenheder og udviklinger som pegede direkte frem mod en ny krig. Ordet fremstiller udviklingen som uundgåelig, på forhånd fastlagt.

Men var en ny verdenskrig forudbestemt til at bryde ud efter de hårde krigsskadeserstatninger, som de vesteuropæiske stormagter havde afkrævet Tyskland i Versailles-traktaten i 1919? Eller var verden, bl.a. i kraft af FN’s forgænger, Folkeforbundet, faktisk tæt på at afværge katastrofen og finde en varig fredsløsning?

Hvilke begivenheder, beslutninger og bagvedliggende strukturer skubbede verden tilbage i en ny katastrofe? Kan man spore håb og optimisme i mellemkrigstidens offentlige debat? Og kan man sammenligne mellemkrigstidens internationale politiske udvikling med vores egen tid?

1. Efterdønningerne af 1. Verdenskrig, 1919-1924

2. Freden sænker sig? Folkeforbundets første tid, og murren under overfladen, 1925-1930

3. Håbet slukkes. Militant nationalisme og forkastelsen af internationalt samarbejde, 1931-1939

4. Opsamling og perspektiver. Kan vi lære noget af det mislykkede forsøg på at undgå endnu en verdenskrig? 1919-2026