Ved dr.phil., professor, Vincent F. Hendricks, KU
Foredraget ’Nok om mig’ handler om, hvad der sker, hvis vi anskuer livet som et nulsumsspil, hvor vi enten vinder eller taber, og hvor det, som andre opnår, er noget, vi mister.
Kollegaen bliver forfremmet, konkurrenten får et bedre årsresultat, eller kæresten vælger at tilbringe sin fridag med sine egne venner – og straks spørger vi os selv og omverdenen: Hvad med mig? Hvorfor skal jeg ikke også have, når de andre får?
Det væsentlige svar er: ”Det handler ikke om dig!”
Vincent F. Hendricks trækker på moralfilosofi, spilteori og adfærdsøkonomi i en skarp og bidende kritik af hvad-med-mig-tankegangen, som han anser for at være en perverteret form for egoisme med gunstige vilkår her i digitaliseringens og forbrugerdemokratiets æra.
Hvad-med-mig-tankegangen viser sin tarvelige karakter, når vi hamstrer toiletpapir i krisetider, lader hundelorte ligge eller anskuer offentlige ydelser som et supermarked. Denne indstilling duer ikke som livets rettesnor.
Men der er en vej ud. Den kræver et nysgerrigt opgør med os selv og en disciplinering til at erkende, at det hele ikke handler om mig! Det handler om os!
Om underviseren: Vincent F. Hendricks er dr.phil., ph.d., professor i formel filosofi ved Københavns Universitet og leder af Center for Information og Boblestudier samme sted.
Forelæsningen udbydes i samarbejde med Folkeuniversitetet i Sydhavnen
NB! Der er mulighed for parkering på AAU Sydhavnens parkeringspladser. Det kræver en dagslicens, som kan rekvireres ved at skrive til: CID@cph.aau.dk senest 2 dage inden ankomst. Du skal selv skrive den ud og lægge den i forruden af bilen. Se mere information om parkeringspladserne ved at følge linket i højre side.