Kurv
0

Jim Nydam Bjerregaard

Baggrund

Jeg er cand.mag. i filosofi, dansk og retorik. Siden 2003 har jeg undervist alle aldre og alle typer i forskellige fag og emner på forskellige uddannelser. For at nævne nogle af dem, så vil jeg fremhæve filosofi, dansk, retorik, oldtidskundskab, sprogfilosofi, digtning, idéhistorie, videnskabsteori, metafysik, viden, tro, religion, etik, eksistentialisme, livsfilosofi, lykke, Kierkegaard, Nietzsche, Løgstrup, pædagogik, dannelse, opdragelse, uddannelse, didaktik osv.

Udover at undervise på Folkeuniversitetet i København har jeg mit eget firma, Den Praktiske Filosof, hvor jeg er praktisk filosof m. speciale i det jeg kalder MMM: Meningsfuldt liv, Meningsfuldt arbejdsliv og Meningsfuld ledelse, jeg er forfatter og oversætter hos Eksperimental Forlag og udgiver digte og sange i bøger og som musik, bl.a. som stemme i miJ & De lysende såle, et rockband, som jeg også spiller koncerter med.

Jeg har også bl.a. indflydelse, udvikler pædagogisk og didaktisk strategi samt underviser i filosofi, dansk, retorik og oldtidskundskab på Nordsjællands Grundskole & Gymnasium.

Hvor længe har du undervist på Folkeuniversitetet?

Siden 2021.

Hvad er det bedste ved at undervise på Folkeuniversitetet?

At det er, hvad jeg vil kalde friere, fordi der – mod lidt driftsnødvendig betaling, der ikke udelukker mange økonomisk – er adgang for alle og undervisningen er baseret på den enkeltes, også min som undervisers, lyst. Mange områder i vores samfund er egentlig kun officielt frie. Frihed er jo kun tilfældet, hvis man har mulighederne, kontakterne eller midlerne. Andre uddannelser har f.eks. krav, hvis man skal ind på dem. På Folkeuniversitetet gælder karakter-/eksamensdygtighed, ufrivillighed eller held ikke. Her handler det om glæde og personlig interesse for viden i et dialogisk og ligeværdigt fællesskab, hvor den enkelte får lige det ud af det, som vedkommende vil. Derfor finder der, i forhold til mange andre steder, en renere dannelse sted – én, jeg nyder, som et oprindelighedens udgangspunkt.

Hvem er dine kursister typisk?

De er som regel modne mennesker med forskellige baggrunde, der er så venlige, engagerede og vidende, at det er den nemmeste gerning i verden at vise min begejstring og få alt fagligt ud sagligt.

Hvis du selv skulle gå til noget på Folkeuniversitetet, hvad skulle det så være?

Så skulle det være dér, hvor de stier fra mine egne interesser og ekspertiser, som jeg selv har etableret via videre og løbende selvstudier, går endnu længere ind i naturvidenskabens landskab.

Jim Nydam Bjerregaard

Henter...

Du besøger vores hjemmeside med Internet Explorer, og derfor vil siden ikke vises korrekt, da browseren er udgået. Vi anbefaler seneste version af Edge, Chrome, Safari eller Firefox.