Kurv
0

Mikkel Bruun Zangenberg

Se, hvilke hold Mikkel Bruun Zangenberg underviser på her

Baggrund
Jeg har en baggrund som patologisk lystlæser – fra min tidligste barndom læste jeg løs. Men jeg skulle forbi både medicin og jurastudierne, før jeg endelig fandt modet til at springer over til faget litteraturvidenskab. Da dét skete, føltes det som om de knirkende porte ind til Paradisets have åbnede sig. Siden da er det blevet til en ph.d., dernæst lektorater i samme fag herhjemme og i England og USA, og parallelt en lang, vidunderlig og glædesfyldt løbebane som litteraturanmelder ved Politiken, og sidenhen Weekendavisen. Jeg elsker litteratur, og jeg elsker at tale om litteratur – og med tiden også at lytte til andre menneskers tanker, følelser og oplevelser ved mødet med fiktionens universer.

Hvor længe har du undervist på Folkeuniversitetet og hvad er det bedste ved at undervise netop der?
Jeg underviste for mange år siden på både Folkeuniversitetet og det åbne universitet, og har gennem år og dag mødt mange fantastiske medmennesker og medlæsere sammesteds. Med al respekt for universitetet, er der noget dybt opløftende ved mødet med alle slags mennesker på Folkeuniversitetet – den store forskel og mangfoldighed i livsbaggrunde og livserfaring, faglig identitet og sociale roller, tillader at møde litteraturen med fuld, stor kærlighed og åbenhed. Selve det, at vi ikke læser litteraturen for f.eks. at opnå en karakter til eksamen, men alene fordi den er fantastisk, er allerede en løfterig begyndelse.

Hvis du selv skulle gå til noget på Folkeuniversitetet, hvad skulle det så være?
Hvis jeg selv skulle læse på Folkeuniversitetet (og det skal jeg), så ville det nok komme til at gælde kunsthistorie, politik og kosmologi. Min store kærlighed her i livet er litteraturen, men den er jo netop et af de steder, hvor også billedkunsten, det politiske og universet bliver gennemlyst og undersøgt. Så det må blive næste skridt.

Mikkel Bruun Zangenberg

Henter...

Du besøger vores hjemmeside med Internet Explorer, og derfor vil siden ikke vises korrekt, da browseren er udgået. Vi anbefaler seneste version af Edge, Chrome, Safari eller Firefox.