Spansk tænkning og filosofihistorie Det spanske alternativ til fornuften

Ved lektor, ph.d. Katrine Helene Andersen, KU

Samtidig med at Descartes nåede sin konklusion ”cogito ergo sum” hvorved han definerede mennesket som et tænkende væsen og indvarslede den moderne filosofi, gik den spanske tænkning i en anden retning. På sin vis er spansk tænkning frem til i dag forblevet løsrevet fra de andre europæiske idéhistoriske traditioner, bevægelser og skoler. 

I løbet af denne forelæsningsrække går vi tæt på den spanske filosofis historie og viser, hvordan den udgør en markant anden vej end resten af kontinentets - tænkning med vægt på etik, æstetik og i en vis grad epistemologi snarere end på metafysikken og med en frugtbar sammenvævning med litteraturen.

1. Den spanske barok (1600-tallet)

Filosofien udviklede sig fra den spanske guldalder i 1600-tallet i tæt kontakt med litteraturen. Det skyldtes dels, at det her var muligt at undvige kirkens censur, men også at litteraturen gjorde det muligt at udforske verden som den virkelig er og undersøge menneskets muligheder i den. Gracián, Quevedo og Calderón brugte litteraturen til at stille spørgsmål og nå konklusioner af filosofisk relevans.

2. Oplysningstiden?

Oplysningstiden i Spanien lånte idéer fra resten af Europa, særligt fra Frankrig, men antog også andre former end på resten af kontinentet. Kritisk tænkning og naturvidenskab blev videreformidlet i Spanien af filosoffer som Feijoo og Jovellanos og fik konsekvenser for samfundets indretning og institutioner. Tænkere som Torres Villarroel videreførte idéer fra århundredet forinden og stillede spørgsmål ved, om fornuften er eneste gyldige adgang til viden om verden og om os selv.

3. Det 20. århundredes filosofi

I begyndelsen af det 20. århundrede oplevede kulturlivet en ny opblomstring også kaldet ’sølvalderen’. Efter tabet af de sidste kolonier i 1898 indledtes en kritisk selvrefleksion. Fælles for de mange tendenser i perioden er, at de tog udgangspunkt i det nære for at reflektere over verdens beskaffenhed og natur og problemet med at opnå viden om verden. Unamunos usystematiske tænkning forplantede sig i både traktater og romaner, mens Ortega y Gasset indsatte mennesket i en historisk virkelighed. 

4. Filosofi i eksil

Efter Francos sejr i den spanske borgerkrig udviklede en del af Spaniens idéhistorie sig udenfor Europa, særligt i Latinamerika. Mødet med den nye verden og kollapset af og længslen efter den gamle førte til en gentænkning af filosofiens metode. Her udviklede Ortegas elev María Zambrano den poetiske fornuft mens José Gaos undersøgte mennesket som individ ud fra mere fænomenologiske principper.