Temauge: Platons dialog Faidon

Ved BA Claus Christoffersen

Dialogen Faidon er en af Platons mest centrale tekster og et godt sted at begynde, for alle der vil fordybe sig i hans tanker.

Scenen for dialogen er den fængselscelle, Sokrates opholder sig i, efter at athenerne har dømt ham til døden for at ville indføre nye guder og forføre ungdommen – og tidspunktet for dialogen er selve den dag, hvor henrettelsen skal finde sted. Modsat sine venner er Sokrates selv ganske rolig ved udsigten til sin henrettelse. Ja, han ser ligefrem hen til den, da døden ifølge Sokrates ikke er andet end sjælens adskillelse fra legemet.

Denne opfattelse giver anledning til, at spørgsmålet om sjælens udødelighed tages op, og Sokrates fremsætter en række beviser for sjælens udødelighed. Der er næppe tale om endegyldige beviser, men disse beviser har heller ikke været Platons egentlige sigte med dialogen. Diskussionen om sjælens udødelighed medfører nemlig, at emner som forholdet mellem sjæl og legeme, liv og død samt sansning og erkendelse tages op. Desuden behandles Platons teorier om idéerne og om generindring. Med andre ord er det nogle af de væsentligste temaer i Platons filosofi, der fremtræder i Faidon.

I løbet af denne temauge vil vi gennemgå dialogen og sætte den i relation til Platons øvrige hovedværker.