Ægypten under fremmede herskere i det 1. årtusinde f.v.t.

Ved cand.phil. Mette Gregersen og cand.mag. Louise Alkjær

Ægypten i det 1. årtusinde f.v.t. er en meget kompliceret historie, hvor det ene fremmede folkeslag efter det andet indtog det fordums stolte land. Indtil da havde landet kun i kortere perioder været uden national suverænitet, men det ændrede sig, da Det Ny Rige i realiteten gik til grunde i oprør og fattigdom under den sidste Ramses-konge, Ramses d. 11.

Under den følgende Tredje Mellemtid (1070-712 f.v.t.) var landet delt. I nord herskede konger i deltabyen Tanis, og kongerne blev begravet med prægtige gravgaver. I syd havde præsten Herihor oprettet ”Amons gudestat”, og han og hans efterfølgere regerede det sydlige Ægypten som Amons ypperstepræster og stedfortrædere. I den følgende tid kom Ægypten under et indvandret libysk fyrstehus’ herredømme uden at landet af den grund blev stabilt. Århundrederne efter, den såkaldte Sentid, var præget af skiftevis ægyptisk selvstændighed og fremmed dominans fra syd og øst i form af nubisk, assyrisk og persisk indtagelse af landet.

Det bemærkelsesværdige ved disse indtrængende fremmedfolk var, at de i vid udstrækning underlagde sig ægyptiske sædvaner, hvilket bl.a. kan ses på de mange tempelvægge, hvor regenten lader sig afbilde som en tro kopi af de ægyptiske konger.

Med Alexander den Stores erobring af Ægypten blev det makedonerne, som blev de nye herskere. Arven efter Alexander og hans nærmeste overgik til hans general, Ptolemæus, som blev stamfader til de tretten følgende ptolemæerkonger og den berømte Kleopatra d. 7., som regerede landet, indtil romerne indtog det i 30 f.v.t.