Ad klassikkens veje Fire nedslag i den klassiske arkitekturs historie

Ved museumsinspektør, cand.mag. Thomas Roland, Københavns Museum

Over fire forelæsninger dykker vi ned i den klassiske arkitektur. Vi begynder vores rejse med arkitekturens ophav i det antikke Grækenland og Rom og videre til dens genfødsel i renæssancen og (ny)klassicismen i 1700/1800-tallet. Rejsen gennem de mange århundreder giver fortællingen om ’klassisk arkitektur’ ved at lade de forskellige tiders fælles grundlag – men forskellige udtryk og anvendelse – kaste lys på hinanden.

1) Den antikke arkitektur

I første forelæsning dykker vi ned i baggrunden for det hele: den antikke arkitektur, som den opstår og udvikles i det antikke Grækenland og Rom. Her lægges både det teoretiske udgangspunkt og de æstetiske og langt hen ad vejen også tekniske rammer for de næste to årtusinders arkitektur – som med- og modspiller.

2) Den byzantinske arkitektur

Den senantikke og ikke mindst den byzantinske arkitektur viderefører på mange områder det klassiske udgangspunkt, men går også sine egne vilde veje. Dette sker ikke mindst foranlediget af indflydelse fra Lilleasien og landene omkring Middelhavet, der fører til nye arkitektoniske muligheder og udtryk. Det byzantinske bliver i vid udstrækning også inspirationen for Vesteuropas romanske arkitektur i middelalderen.

3) Renæssancen

I renæssancen genoptages bevidst den antikke arkitektur og arkitekturteorier. Man forsøger ikke blot at efterligne det klassiske formsprog, det viderebearbejdes også hos nogle af de største arkitekter overhovedet – fra Brunelleschi til Michelangelo og Palladio.

4) Klassicismen

Med klassicismen i 1700/1800-tallet tages det klassiske formsprog atter op. Arkitekturens muligheder inden for de gamle rammer diskuteres på ny – og stilen vil man genkende fra Københavns gader. I perioden skabes med det klassiske en ny symbolsk arkitektur med ”templer” for statsmagten, viden – og den selvbevidste og uddannede borger.