- Forside >
- Program >
- Kunst, arkitektur og design >
- 1825
Modernistiske malere og deres verdener
Ved mag.art. Birgitte Zacho, cand.mag. Mathilde Teglgaard Nielsen, seniorforsker, mag.art. Birgitte Anderberg, SMK, dr.phil., mag.art. Jacob Wamberg og mag.art. Tea Baark Mairey
Modernismen i kunsten opstod i slutningen af det 19. århundrede som en reaktion på de traditionelle kunstformer. Man stræbte efter at bryde med konventionerne og skabe et nyt visuelt sprog, der kunne afspejle den moderne verden.
Kom med, når vi over seks eftermiddage retter blikket mod seks væsensforskellige europæiske kunstnere og sammen undersøger deres respektive udtryk.
Édouard Manet - det moderne maleris fader, 7/4
Ved mag.art. Birgitte Zacho
Den franske maler Édouard Manet (1832-1883) forargede samtiden med sin afsløring af tidens dobbeltmoral, og samtidig greb han maleriet an på en radikalt ny måde.
Sonia Delaunay - en abstrakt pioner, 4/4
Ved mag.art. Birgitte Zacho
Den franske kunstner Sonia Delaunay (1885-1979) var en pioner i bevægelsen for at bringe kunsten ud i alle hjørner af tilværelsen, og hun slap farven fri i både maleri, mode og design.
Magritte og det falske spejl – René Magritte, 21/4
Ved cand.mag. Mathilde Teglgaard Nielsen
Den belgiske surrealist René Magritte (1898-1967) er en af historiens mest skattede kunstnere. Berømt for sine bowlerhatte, grønne æbler, ansigter indhyllet i hvide klædestykker, piben mm., gengivet i en bedragerisk, saglig malestil. Magritte sætter velkendte objekter og fænomener sammen på absurde og fysisk umulige måder. Hans billeders surrealistiske effekt forstærkes med kryptiske titler. Magrittes univers er på en gang humoristisk, foruroligende og melankolsk. Vi kan ikke stole på det vi ser.
Käthe Kollwitz i gentænkningen af det moderne, 28/4
Ved museumsinspektør, seniorforsker, mag.art. Birgitte Anderberg, SMK
Den store tyske tegner, grafiker og billedhugger Käthe Kollwitz (1867-1945) udfordrer fortællingen om moderne kunst. Hun stod i mange år uden for den hovedfortælling om den modernistiske kunst, som især blev fremherskende efter Anden Verdenskrig, og blev bl.a. på grund af sit fokus på kvinder og børn og proletariatet set som pinligt uncool og ikke ”moderne nok”. I dag er det omvendt hendes engagement og den kunstneriske forvaltning af det, der i feministiske og aktivistiske perspektiver på avantgardens historie gør hende til en hovedfigur i det 20. århundredes kunst.
Marcel Duchamp - avantgardens trickster, 5/5
Ved dr.phil., mag.art. Jacob Wamberg
Marcel Duchamps claim to fame er readymaden, den masseproducerede brugsgenstand, der får ny betydning ved at blive indført i kunstens rum. Selvom readymades’ne – heriblandt urinalet, cykelhjulet på skamlen, flasketørrestativet, hundekammen – er blevet diskuteret til hudløshed efter deres sene genopdagelse i 1960erne, skal denne forelæsning vise, at disse gådefulde genstande stadig gemmer på uopdagede betydningslag.
Egon Schiele - den udtryksfulde krop, 12/5
Ved mag.art. Tea Baark Mairey
Egon Schiele var en af de mest fremtrædende kunstnere inden for den østrigske ekspressionisme. Hans dristige, til tider påtrængende, og karakteristiske stil forenkler billedsproget med en uovertruffen linjeføring, der både kompromisløst og følsomt formår at indfange det moderne menneskes fremmedhedsfølelse og martrede indre. I sine intense og ufiltrerede selvportrætter, erotiske malerier og tegninger skildrer han kroppen i forvredne stillinger, der synes at kredse om det eksistentielle. Schiele betragtes i dag som en af de mest fascinerende malere i begyndelsen af den klassiske modernisme.
Holdinfo
Hold: 1825
Startdato: tirsdag d. 7. april 2026
Slutdato: tirsdag d. 12. maj 2026
Tidspunkt: Kl. 16:15 - 18:00
Varighed: 6 tirsdage
Alle undervisningsgange
tirsdag d. 7. april 2026 Kl. 16:15 - 18:00
tirsdag d. 14. april 2026 Kl. 16:15 - 18:00
tirsdag d. 21. april 2026 Kl. 16:15 - 18:00
tirsdag d. 28. april 2026 Kl. 16:15 - 18:00
tirsdag d. 5. maj 2026 Kl. 16:15 - 18:00
tirsdag d. 12. maj 2026 Kl. 16:15 - 18:00
Sted: Domkirkens Hus, Fiolstræde 4, 1171 København K Lokale: Gymnastiksalen, st. (indg via porten til gården)
Pris: Kr. 840,-
Se mere