Jeg er ikke den, jeg er Kærlighed, venskab og svig i Shakespeares forfatterskab

Ved ekstern lektor, cand.mag. Søs Haugaard, KU

Det er de helt store eksistentielle spørgsmål, der er på spil hos den engelske nationaldigter William Shakespeare. I denne række skal vi se nærmere på, hvordan venskab, svig og ikke mindst kærligheden – der hos Shakespeare altid er den, der bedst kan lære os, hvem vi virkelig er – er repræsenteret i et udvalg af hans righoldige forfatterskab.

I skuespillene Helligtrekongersaften (1602) og Købmanden i Venedig (1600) skal både kærligheden og venskabet stå deres prøver. I Helligtrekongersaften eksisterer drøm og mareridt side om side, og tvillingerne Viola og Sebastian, der er blevet adskilt ved et skibbrud, leder efter både sig selv og hinanden og i sidste ende efter kærligheden. I Købmanden i Venedig sætter købmanden Antonio sig i gæld til den kompromisløse pengeudlåner, Shylock, som han må love det famøse ”skålpund kød” som sikkerhed for lånet, for at hjælpe sin højt elskede ven Bassanio. Alt sammen i kærlighedens og venskabets navn.

Herefter forlader vi teaterscenen for at se nærmere på en ganske anden del af forfatterskabet: De 154 sonetter. Her lader Shakespeare digterjeget udtrykke sine elskovskvaler og bekymringer for at se sig svigtet, både af sin unge ven og af den troløse og berygtede ”mørke dame”. Er det Shakespeare selv, der vender vrangen ud på sit komplicerede liv? Eller er det her blot en anden form for teater, hvor digterens ord bygger scenen i læserens fantasi?