Ved ph.d. Tess Skadegård Thorsen
Kunstig intelligens implementeres i hastigt tempo – i de produkter, vi bruger, og i de offentlige systemer, der former vores hverdag. Men virker algoritmer lige godt for os alle? Og hvad betyder det, når bestemte grupper – eksempelvis unge – får begrænset adgang til teknologi eller vurderes forskelligt af digitale systemer?
I denne forelæsning undersøger Tess Skadegård Thorsen, hvordan teknologi ikke blot afspejler samfundets uligheder, men også kan være med til at forstærke dem. Med afsæt i akademisk og anvendt forskning i etik, repræsentation og strukturel ulighed belyser hun, hvordan spørgsmål om køn, seksualitet, hudfarve – og alder – spiller ind i udviklingen og anvendelsen af AI.
Forelæsningen introducerer centrale begreber inden for teknologi- og AI-etik og sætter fokus på konkrete dilemmaer:
- Hvad sker der, når algoritmer anvendes til at risikovurdere mennesker, f.eks. børn og unge i sociale sager?
- Hvem har sværest ved at blive korrekt “læst” af teknologiske systemer – for eksempel ved aldersbestemmelse?
- Og hvad gør man, hvis man er nødt til at bruge teknologi, der ikke er designet med én selv for øje?
Med eksempler fra både private virksomheder og offentlige institutioner giver forelæsningen et kritisk blik på den udbredte teknologiske optimisme og begreber som teknochauvinisme – forestillingen om, at teknologiske løsninger altid er overlegne menneskelige vurderinger.
Forelæsningen henvender sig til alle med interesse for samspillet mellem teknologi, etik og samfund – og til dem, der ønsker at forstå AI som et magt- og retfærdighedsspørgsmål.
Tess Skadegård Thorsen er ph.d. og konsulent specialiseret i etik, repræsentation og ulighed i teknologi og medier. Hun har tidligere været direktør for produktetik i Comcast NBCUniversal og arbejder i dag selvstændigt med rådgivning, bestyrelsesarbejde og udvikling inden for ansvarlig teknologi. Hun er medlem af advisory boardet for det danske pionércenter for kunstig intelligens (P1).
Holdinfo
Hold: 1145
Startdato: onsdag d. 25. november 2026
Slutdato: onsdag d. 25. november 2026
Tidspunkt: Kl. 18:15 - 20:00
Varighed: 1 onsdag
Alle undervisningsgange
onsdag d. 25. november 2026 Kl. 18:15 - 20:00
Sted: Domkirkens Hus, Fiolstræde 4, 1171 København K Lokale: Festsalen, 1. sal (indgang via gården)
Pris: Kr. 200,-