Ved politisk økonom, transformations- og bæredygtighedsforsker Maja Göpel og chefredaktør på Dagbladet Information Rune Lykkeberg
Menneskeheden står foran en massiv forandringsproces, og den måde, vi lever på, vil ændre sig fundamentalt. Antagelser, vi har taget for givet, om klima, økonomi, politik og samfund fungerer ikke længere. Kort sagt står vinduet til fremtiden mere åbent end nogensinde før. Men hvordan finder vi modet til at ændre de dybe strukturer og politiske rammer, som styrer vores samfund?
Med udgangspunkt i sin bog Vi kan gøre det bedre – Vejen til en bedre fremtid taler den internationalt anerkendte tyske transformations- og bæredygtighedsforsker Maja Göpel med Rune Lykkeberg om industrilandenes og de riges fortsatte ret til at overforbruge de globale goder. Og om det er mennesker eller de systemer, som er udarbejdet for at opnå eksponentiel vækst, der bestemmer hvad fremskridt er?
Ifølge Göpel er det på tide, at vi som enkeltmennesker og samfund begynder at tænke anderledes. Og vi kan begynde med at stille to radikale spørgsmål: Hvem vil vi være? Og hvordan vil vi leve? Og samlet om vi har råd til, at de øverste ti procent sidder på to tredjedele af formuerne og skaber et økonomisk system uden økologisk og socialt ansvar?
Samtalen optages og indgår i Dagbladet Informations podcast-serie Langsomme samtaler.
Om Maja Göpel:
Maja Göpel (f. 1976) er en af verdens førende stemmer inden for bæredygtig samfundsudvikling. Hun er politisk økonom, transformationsforsker og tidligere generalsekretær for den tyske regerings klimaråd (WBGU). Göpel har rådgivet regeringer og internationale organisationer, undervist som æresprofessor ved Leuphana Universitet og er en aktiv debattør og foredragsholder. Hun er medlem af bl.a. Club of Rome og World Future, og som medstifter af Scientists for Future arbejder hun for at styrke videnskabens stemme i klimadebatten. Hendes bøger Unsere Welt neu denken og Wir können auch anders er begge internationale bestsellere.
Holdinfo
Hold: 1182
Startdato: torsdag d. 23. april 2026
Slutdato: torsdag d. 23. april 2026
Tidspunkt: Kl. 18:15 - 19:15
Varighed: 1 torsdag
Alle undervisningsgange
torsdag d. 23. april 2026 Kl. 18:15 - 19:15
Sted: Københavns Universitet, Frue Plads, 1168 Kbh. K Lokale: Festsalen
Pris: Kr. 200,-