VIDEN TIL TIDEN – 75 minutters forelæsning om et aktuelt emne
Ved lektor Rasmus Elling, KU, lektor Christina Neumayer, KU, og lektor Marc Schack, KU.
Iran er i undtagelsestilstand. Landsdækkende protester udfordrer præstestyret, samtidig med at regimet slår hårdt ned: Der meldes om et meget højt dødstal, informationsblackout og et retsapparat, der skal levere hurtige domme og henrettelser. Midt i mørklægningen bliver kampen om sandheden næsten lige så afgørende som kampen på gaderne.
Hvad er det, der driver protesterne – og hvorfor netop nu? Hvordan fungerer et autoritært regimes værktøjskasse, når det forsøger at knække en bevægelse, der både er økonomisk, politisk og eksistentiel? Og hvad betyder det, når udenlandske aktører (og deres signaler) trækkes ind i konfliktens dynamik – både som håb, som risiko og som brændstof for regimets fortælling om “udenlandsk indblanding”?
Denne gang laver Viden til tiden en særudgave i samarbejde med KU Geopolitik, Københavns Universitets nye tværfaglige satsning, der samler forskere på tværs af fakulteter for at skabe mere sammenhængende, forskningsbaseret viden om verdens kriser.
Aftenen giver tre perspektiver på samme krise:
- Rasmus Elling, lektor og Iran-forsker ved KU, tegner de historiske og politiske linjer: hvad står der på spil for regimet, oppositionen og befolkningen – og hvilke scenarier er realistiske på kort sigt?
- Christina Neumayer, lektor ved Institut for Kommunikation, KU, analyserer den digitale dimension: protest, aktivisme, misinformation, algoritmer og visuelle narrativer – og hvorfor informationskrig og billedmanipulation bliver et magtredskab under konflikter.
- Marc Schack, lektor ved Det Juridiske Fakultet, KU, sætter spot på de juridiske rammer: statens brug af magt, national sikkerhed, retsstatens kollaps under pres – og grænserne for udenlandsk indblanding og international reaktion.
Holdinfo
Hold: 1188
Startdato: mandag d. 19. januar 2026
Slutdato: mandag d. 19. januar 2026
Tidspunkt: Kl. 18:15 - 19:30
Varighed: 1 mandag
Alle undervisningsgange
mandag d. 19. januar 2026 Kl. 18:15 - 19:30
Sted: Søndre Campus, Emil Holms Kanal 2-8, 2300 Kbh. S Lokale: 22.0.11 (Bygning 22, stuen)
Pris: Kr. 100,-