Ved seniorforsker Flemming Splidsboel, Dansk Institut for Internationale Studier
PET vurderer, at der er en betydelig risiko for, at Rusland vil forsøge at påvirke det nuværende folketingsvalg. Hybridkrig er ikke længere et abstrakt begreb, men en del af det aktuelle trusselsbillede mod Danmark.
Sabotage, cyberangreb og digitale påvirkningskampagner ændrer krigens spilleregler og bruges ofte, uden at vi ved, hvem der står bag. Samtidig gør teknologisk udvikling og kunstig intelligens det lettere at sprede desinformation og manipulere den offentlige debat.
I denne udgave af Viden til tiden gennemgår Flemming Splidsboel, hvordan moderne hybridkrig fungerer i praksis, hvad der er på spil for Rusland, og hvordan Danmark kan styrke sin modstandskraft under valget.
Flemming Splidsboel er seniorforsker hos Dansk Institut for Internationale Studier og en af Danmarks førende eksperter i global sikkerhed og geopolitik. Han er aktuel med bogen Hvordan forsvarer vi os mod hybridkrig? (Informations Forlag, 2026).