Lagerlöf, troens kraft og bedrag

Ved cand.mag. Dagmar Holm Grønlykke

I Selma Lagerlöfs værk Antikrists Mirakler (Gyldendal, 2019) leger mesterfortælleren med symbolet ’antikrist’ eller afguden – dét, man i religionsvidenskaben ville kalde en ’fetish’. Et lille Jesusbarn skåret i træ, som -viser det sig- er en falsk kopi af det ’ægte’ relikvie, der havde helbredende kræfter. Men den lille falske træfigur viser sig dog OGSÅ at udvirke mirakler, selvom den egentlig ’kun’ er en prosaisk, ja sågar falsk genstand, hvis rige ”kun er af denne verden”. Det gør den netop i kraft af den passionerede tro, den vækker hos sine tilbedere.

Lagerlöf leger mesterligt med begrebet tro; hvad udvirker troen? Gør det noget, hvad vi tror på, hvis det udvirker mirakler eller måske rettere: Vækker vores selvopofrende handlekraft? I hendes værker ser vi ind i forskellige bud på det jordiske paradis: Det solidariske samfund, den blomstrende have julenat, det selvopofrende menneske.

Selma Lagerlöf tager i sine store værker som bl.a. Jerusalem (Saga, 2017) og Kristus-legender (Gyldendal, 2026) spørgsmålet om riget af ”denne verden” eller ”ikke af denne verden” dybt alvorligt. Hvordan styres mennesket af sin tro? Findes Gud og deltager han i så fald stadig i menneskelivet?

Ifølge den lutherske korsteologi, er det netop i det fejlbarlige menneskeliv, Kristus møder os. Lagerlöf skal ikke placeres hverken som kætter eller luthersk forfatter, men vi vil gennem nedslag i hendes forfatterskab, bl.a. i værkerne Antikrists Mirakler, Jerusalem og Kristuslegender undersøge Lagerlöfs optagethed af kristendommen med særligt fokus på troens indvirken i menneskets liv.