Det meningsfulde liv Dyden, døden og principperne bag en god tilværelse ifølge antikkens filosofi

Ved specialkonsulent, ph.d. Kresten Lundsgaard-Leth, Nationalt Center for Etik

Mange moderne mennesker opfatter det lykkelige liv som et liv, der føles godt - men sådan så antikkens største tænkere langt fra på sagen. I stedet forstod de et lykkeligt liv som et vellykket liv (eudaimonia), hvor det ikke kommer an på, hvad man føler, men hvad man gør (og tænker).

Alligevel var antikkens filosoffer rygende uenige om, hvordan et sådant liv egentlig skulle forstås. Sokrates betragtede en spørgende og ironiserende tilværelse, hvor man ved, at man ingenting ved, som det højeste liv, mens hans elev Platon mente, at både den vellykkede sjæl og den velordnede stat måtte være underlagt fornuftens totale overherredømme.

Platons elev Aristoteles argumenterede for, at det lykkelige liv var et liv i etisk handlen, hvor man opøver evnen til at finde "dyden i midten" - f.eks. mellem overmod og fejhed eller mellem nærighed og ødselhed.

Stoikerne og epikuræerne forstod, på hver sin måde, det vellykkede liv som resultatet af en terapeutisk praksis: Målet er at opgive forsøget på at kontrollere og forandre den ydre verden for i stedet at finde indre sjælefred (ataraxia). Og kirkefaderen Augustin troede på, at det gode liv afgang af den frie viljes indordnen-sig under Gudfaders algode, almægtige og alvidende love.   

1. Sokrates: Ironi-fokus

2. Platon: Fornufts-fokus

3. Aristoteles: Dyds-fokus

4. Stoikerne og Epikuræerne: Sjælefreds-fokus

5. Augustin: Synds- og friheds-fokus