Temauge: Konflikt, lidelse og erkendelse Det tragiske i filosofien fra Aristoteles til Hegel og Nietzsche

Ved ph.d. Martin Pasgaard-Westerman

Siden antikken er tragedien blevet opfattet som andet og mere end en kunstform med egne karakteristika – tragedien er en enestående kilde til indsigt og dannelse.

Aristoteles var den første til at give en systematisk analyse af tragedien som kunstform. Hans berømte teori lyder, at tragediens store virkning bygger på dens evne til at vække frygt og medlidenhed hos tilskueren, og at dette har en rensende eller dannede effekt, kaldet ’kartharsis’. Med Aristoteles’ analyse indledtes en lang tradition, hvor tragedien indtager en fornem plads hos filosofferne som den ypperste kunstform: Tragedien kan på en helt særlig måde fortælle noget almenmenneskeligt om individet og dets rolle i samfundet og bibringe eksistentielle og moralske erkendelser om tilværelsen.

I løbet af denne temauge ser vi nærmere på en række toneangivende filosofiske udlægninger af tragedien som kunstform. Vi studerer de forskellige filosofiske tolkninger af det tragiske: Som prisme for individets kamp for frihed og trang til erkendelse, som meditation over livets lidelse og uudgrundelighed og som sindbillede på menneskets magt og afmagt.

Vi følger tragediens særlige rolle i filosofien hos tænkere som Aristoteles, Hegel, Schopenhauer, Kierkegaard, Nietzsche og Benjamin og deres syn på tragediedigtere som Aischylos, Sofokles, Euripides, Shakespeare, Corneille og Goethe.