Eksistensfilosofiske hovedværker Fra Schopenhauer til Sartre

Ved ph.d. Martin Pasgaard-Westerman

I takt med at både kristendommens verdensbillede og troen på menneskets rationalitet blev udfordret i det 19. og 20. århundrede, vendte filosofferne sig i stigende grad mod eksistensfilosofiske spørgsmål: Hvad vil det sige at være menneske og hvad er meningen med tilværelsen?

For Arthur Schopenhauer var svaret, at livet er lidelse: Et kredsløb af nød og kedsomhed, der momentant kan lindres æstetisk, men kun overvindes helt i en etisk og asketisk benægtelse af livsviljen. Søren Kierkegaard betragtede selvets fortvivlelse og overvejede mulige livsformer såsom det æstetiske, det etiske og det religiøse.

Hos Friedrich Nietzsche var Gud endegyldigt død og mennesket måtte forvandle sig til et overmenneske for selv at skabe mening. Hos Martin Heidegger forfaldt mennesket til en gennemsnitlig og uegentlig eksistens og måtte vinde sig selv og sin egentlige væren, mens mennesket hos Jean-Paul Sartre var fordømt til frihed og overladt til valget i en absurd tilværelse.

I løbet af denne forelæsningsrække studerer vi fem hovedværker i eksistensfilosofien og diskuterer deres stadige aktualitet.

1. Schopenhauer: Verden som vilje og forestilling

2. Kierkegaard: Enten-eller

3. Nietzsche: Således talte Zarathustra

4. Heidegger: Væren og tid

5. Sartre: Væren og intet