Hobbes, Rousseau og den politiske filosofis klassikere 'Alles krig mod alle' eller et samfund af frie borgere

Ved ph.d. Martin Pasgaard-Westerman

Hvad er menneskets natur og hvordan kan staten indrettes således at stabilitet og frihed kan forenes? De to filosoffer Thomas Hobbes (1588-1679) og Jean-Jacques Rousseau (1712-1778) gav hvert deres meget betydningsfulde, men også afgørende forskellige svar på disse klassiske politisk-filosofiske spørgsmål. Svar, som i høj grad stadig præger vores politisk-filosofiske tænkning i dag.

I Hobbes' mesterværk Leviathan (1651) fremførtes hypotesen om en 'naturtilstand', en ”alles krig mod alle”, hvor hverken ret/uret eller godt/ondt eksisterer. Samfundet må overvinde denne krigeriske og uønskede naturtilstand og etablere en fælles orden. Ud fra en karakteristik af menneskets grundmotiver, nemlig drift til selvopretholdelse og ønsket om et godt liv, formulerede Hobbes en teori om en samfundspagt, der gør os i stand til at undgår krigstilstanden.

Rousseau udviklede i sit store forfatterskab et syn på mennesket, der satte friheden i centrum og i sit værk Samfundspagten fra 1762 formulerede han en opfattelse af samfundet ud fra idéen om mennesket som moralsk fri borger. Samtidig så Rousseau kritisk på fornuftens og kulturens indflydelse på det naturlige menneske.

I løbet af denne forelæsningsrække ser vi nærmere på både Hobbes’ og Rousseaus menneskesyn og deres analyser af samfund, stat, kultur og moral i et historiske perspektiv. Vi drager paralleller til nutidens politisk-filosofiske diskussioner om individ og stat, retfærdighed, frihed, dannelse og ansvar.