Mistankens mestre

Ved ph.d. Kasper Lysemose, ekstern lektor, ph.d. Martin Pasgaard-Westerman, KU, lektor, ph.d. Steen Nepper Larsen, AU og lektor, ph.d. Kirsten Hyldgaard, DPU

Kursusleder: Kasper Lysemose

Med udtrykket ”mistankens mestre” sammenfattede den franske filosof Paul Ricœur en vigtig tendens i det, man har kaldt ‘filosofien efter Hegel’: En mangesidet kritik af og mistro til fornuften og menneskets rationalitet, som peger frem mod det 20. århundrede og den tankeverden, som vi stadig bebor.

Med Hegel havde tanken fundet bolig i det hidtil mest omfattende filosofiske system – men også det sidste. Herefter begyndte tanken at strejfe om. Allerede Kierkegaard bemærkede lettere sarkastisk, at den gode Hegel faktisk ikke selv beboede sit eget højthvælvede tankepallads, men “...en Ladebygning ved Siden af, eller et Hundehuus, eller i det Høieste Portnerleiligheden”; og Nietzsche skriver kort og godt, at han “...mistror alle systematikere og undgår dem – viljen til system er en mangel på retskaffenhed!”.

Mistanken gik på, at det rationelle i menneskets rationalitet mestendels bestod i efterrationaliseringer, og bag fornuftens overflade fandt Schopenhauer livsviljens medfølgende lidelse, Kierkegaard den subjektive eksistens, Marx kapitalens logik, Nietzsche præstemagtens herredømme og Freud det ubevidste. Hermed var tanken trådt ind i den moderne verden og stod foran alle de problemer, som i høj grad stadig er vores.

1. Introduktion (KL)

2. Schopenhauer: Livsviljens bekæmper (MP-W)

3. Kierkegaard: Ironiens mester (KL)

4. Marx: Kapitalens kritiker (SNL)

5. Nietzsche: Moralens undergraver (KL)

6. Freud: Det ubevidstes opdager (KH)