Verden må romantiseres Romantikken og det romantiske i filosofi og litteratur

Ved ekstern lektor, ph.d. Martin Pasgaard-Westerman, KU

De tyske romantiske tænkere og digtere formulerede fra omkring 1790’erne og frem en radikalt ny forståelse af mennesket, naturen og kunsten og indledte dermed både en åndshistorisk periode og en særlig, romantisk tanke og livsform.

Som reaktion imod oplysningens idealer om videnskabelig metode og erkendelse søgtes der hos romantikerne en ny forståelse af naturens kræfter og menneskets frie, skabende kreativitet.

Med fokus på selvets indre sjæleliv og gennem en længsel efter harmoni og enhed i en verden præget af tilsyneladende splittelse dyrkedes naturen, kunsten og det religiøse som særlige følelsesmæssige erfaringer. Forestillingen om Gud antog nye former, men det guddommelige levede videre i den inderlige følelses ophøjethed. Videnskabens forklaringer kunne fra et vist perspektiv nok siges at reducere naturen til et nytteobjekt, men vidnede for romantikerne også om en hemmelighedsfuld forbundethed.

Et rebelsk ideal om det enkelte menneskes frie udvikling og skabende kreativitet blev brugt i et opgør med stivnede normer og samtidig søgtes der efter hjemlighed og identitet i en fremmed og uforståelig verden gennem forestillinger om ’folk’, ’sprog’, ’hjemstavn’ og ’nation’. Denne nye optagethed af den emotionelle forbundethed med sted og folk dannede omdrejningspunkt for en ny politisk og åndelig længsel, der skulle kompensere for den tabte tradition.

Romantikken var nok en historisk periode, men det romantiske som et tankesæt og en livsmåde er i dag aktuelt som aldrig før.