Ved kulturformidler, BA Cecilie Nielsen og professor, ph.d. Rasmus Glenthøj, SDU. Moderator: Museumsdirektør, cand.mag. Ulla Tofte, Frederiksborg Nationalhistorisk Museum
Da Frederik d. 7. i 1850 giftede sig til venstre hånd med den borgerlige Grevinde Danner i Frederiksborg Slotskirke, var det kulminationen, men ikke afslutningen, på et af de mest bemærkelsesværdige og betydningsfulde trekantsforhold i danmarkshistorien. Dette komplicerede forhold havde været helt centralt i de begivenheder, der havde ført til junigrundloven året forinden og dermed afskaffelsen af enevælden og indførelsen af folkestyre i stedet.
Danner, født som Louise Rasmussen uden for ægteskab i bunden af det danske samfund, havde i længere perioder haft et romantisk forhold med kongens bedste ven, embedsmanden og avisredaktøren Carl Berling. Det var den, på mange måder mislykkede, men alligevel folkekære konges tredje ægteskab, og det skulle blive en både kontroversiel og skelsættende forbindelse i det danske folkestyres allerførste år. En tid, hvor bølgerne gik højt i diskussionerne omkring landets fremtidige styreform, magtforhold og ydre grænser.
Vi skal i løbet af denne samtale belyse forholdet mellem Louise og Frederik, den rolle de spillede i en afgørende periode og den plads de har fået i eftertiden.
Om riddersalssamtalerne
Riddersalssamtalerne er en ny og anderledes måde at rette fokus mod Danmarks kultur og historie. I løbet af samtaler med nogle af landets fremmeste eksperter fremhæves og diskuteres afgørende begivenheder, personligheder og idéer, der har formet Danmark.
Arrangementerne finder sted i den smukke og historiske Riddersal på slottet og rundes af med en lettere servering fra restaurant Rabarbergaarden Slottet og en øl/vand fra Carlsberg. Billet til dette arrangement indbefatter entré til museet hele den pågældende dag.
Frederiksborg Slot er i sig selv et stykke danmarkshistorie og danner desuden ramme om Nationalhistorisk Museum, der formidler 500 års danmarkshistorie gennem en enestående samling af portrætter, historiemalerier, møbler og kunstindustri.

Holdinfo
Hold: 1005
Startdato: tirsdag d. 30. september 2025
Slutdato: tirsdag d. 30. september 2025
Tidspunkt: Kl. 16:00 - 17:45
Varighed: 1 tirsdag
Alle undervisningsgange
tirsdag d. 30. september 2025 Kl. 16:00 - 17:45
Sted: Frederiksborg. Nationalhistorisk Museum Frederiksborg Slot 10, 3400 Hillerød Lokale: Riddersalen
Tilmelding fra 2/6 kl. 10Se mere