- Forside >
- Program >
- Kunst, arkitektur og design >
- 1864
Kunst, arkitektur og design
C.F. Hansen og Domkirkens Hus
Ved museumsinspektør, cand.phil. Thomas Roland, Københavns Museum
Med C.F. Hansens Metropolitanskole fik hovedstaden en bygning af internationalt tilsnit.
Efter englændernes voldsomme bombardement af København i 1807 lå størstedelen af kvarteret omkring Vor Frue Kirke i ruiner. Genopbygningen af området gav anledning til at overveje den gamle kirkeplads nye karakter, og en vigtig medspiller blev hér arkitekten C.F. Hansen.
Hansen havde store tanker om, at området skulle være af international karakter og ønskede at etablere sammenhængende byrum præget af ædel, klassisk inspireret arkitektur. Før katastrofen havde pladsen omkring Vor Frue Kirke været et lidt rodet ensemble af huse af meget forskellig karakter, umage facaderækker og en markant, opdelende kirkegårdsmur. Den noget selvgroede plads omgjorde Hansen til en stor, sammenhængende enhed, hvor hans egne bygninger blev den prægende randbebyggelse. Af ruinerne skabte den drevne klassicist således en nobel plads, der var hovedstaden værdig. Og Metropolitanskolen udgør her et særdeles vigtigt element.
I denne forelæsning vil museumsinspektør ved Københavns Museum Thomas Roland præsentere C.F. Hansen og hans klassicistiske stil med særligt fokus på Metropolitanskolen – nu Domkirkens Hus. Forelæsningen foregår i selve de lokaler, hvor Hansen på sin helt egen underspillede facon – og med få midler – formår at skabe en storhed, der rækker langt ud over bygningens egentlig ret beskedne størrelse.
Holdinfo
Hold: 1864
Startdato: torsdag d. 5. februar 2026
Slutdato: torsdag d. 5. februar 2026
Tidspunkt: Kl. 16:15 - 18:00
Varighed: 1 torsdag
Alle undervisningsgange
torsdag d. 5. februar 2026 Kl. 16:15 - 18:00
Sted: Domkirkens Hus, Fiolstræde 4, 1171 København K Lokale: Gymnastiksalen, st. (indg via porten til gården)
Tilmelding åbner 1/12 kl. 10 online