Den finske guldalder Naturens kraft, sjælens stemning 1880-1910

Ved mag.art. Tea Baark Mairey

Omkring år 1900 gennemlevede Finland en kunstnerisk guldalder, der i dag står som et radikalt kapitel i nordisk modernisme. Det var en brydningstid, hvor en generation af kunstnere forenede det finske landskabs særlige lys og stemning med de nyeste kunstneriske strømninger fra Paris og transformerede fransk naturalisme og symbolisme til et unikt visuelt sprog. Denne bevægelse omfattede både nationens ydre natur og menneskets indre landskaber. 

Pionerer som Pekka Halonen, Albert Edelfelt og Akseli Gallen-Kallela tog afsæt i det storslåede landskab og de nationale myter, men søgte samtidig mod en dyb, eksistentiel eftertænksomhed. Sideløbende markerede eksempelvis Elin Danielson-Gambogi et nybrud med en dristig og upoleret naturalisme, mens Ellen Thesleffs lysende kolorisme pegede mod ekspressionismen.

Centralt i denne udvikling står Helene Schjerfbecks exceptionelle værk; fra hendes tidlige, teknisk overlegne naturalisme bevægede hun sig mod en forenkling af både figur, stilleben og landskab. Ved konsekvent at skrælle virkeligheden ind til det mest essentielle sprængte hun naturalismens rammer og skabte en modernisme, der i sin søgen efter menneskets og tingenes substans fik international betydning. Fælles for perioden var denne bevægelse fra den præcise observation mod en symbolladet og sjælegranskende kunst.