- Forside >
- Program >
- Litteratur og sprog >
- 1710
B.S. Ingemann Lysets salmedigter som natromantiker
Ved Dr. habil. Markus Floris Christensen
Bemærk! Anden dato end angivet i kataloget
I dagens Danmark er B.S. Ingemann (1789-1862) primært kendt for sine lysende klare salmer. Mange kan synge med på – eller har kendskab til – salmer som ”I østen stiger solen op”, ”Lysets engel går med glans” eller ”Nu titte til hinanden”. Ingemann omtales i forskningen som ”lysets salmedigter” og ”solens sanger”, men det skal i denne forelæsning påvises, at han nok så meget er nattens, dæmoniens og natsidernes sanger, som han er morgenens, englenes og lysets.
Ingemann er den væsentligste eksponent for den fra Tyskland udgående Schwarzromantik i den danske romantik, og han iscenesætter genkommende natten som et afgørende topos – som det tidsrum, der muliggør sammenstødet mellem det himmelske og det jordiske, mellem de dæmoniske og guddommelige kræfter i tilværelsen og i det enkelte menneskes sjæleliv.
Det er gennem konfrontationen med natten og natsiderne – gennem afsøgningen af det, som Ingemann selv kaldte ”den aandelige Phantasies dunkle hemmelighedsfulde Regioner” – at den menneskelige, dennesidige eksistens når til åndelig forløsning og befrielse i det hinsidige. I forelæsningen kastes lys over natten i Ingemanns forfatterskab, som den repræsenteres i den i forskningen så underbelyste ungdomsdigtning.
Holdinfo
Hold: 1710
Startdato: torsdag d. 4. februar 2027
Slutdato: torsdag d. 4. februar 2027
Tidspunkt: Kl. 17:15 - 19:00
Varighed: 1 torsdag
Alle undervisningsgange
torsdag d. 4. februar 2027 Kl. 17:15 - 19:00
Sted: DTU, bygning 303A, Matematiktorvet, 2800 Kgs. Lyngby Lokale: AUD 45, stuen
Pris: Kr. 200,-
Se mere