Pär Lagerkvist Den søgende digter

Ved postdoc Markus Floris Christensen, Europa-Universität Flensburg 

I år er det 75 år siden, at Pär Lagerkvist modtog Nobelprisen i litteratur. Jubilæet udgør en oplagt anledning til at genbesøge et forfatterskab, der har fornyet nordisk litteratur og fungeret som en nordisk samvittighed gennem det 20. århundredes kriser. Lagerkvist er den søgende digter – ikke systematisk filosof, men en forfatter, der med næsten ubøjelig konsekvens insisterer på de store eksistentielle spørgsmål om ondskab, ansvar og Guds tavshed i en verden mærket af krig, totalitarisme og værdiernes sammenbrud.

I digtsamlingen Ångest (1916) formulerer han den grundtone, der følger ham hele vejen: Menneskets ensomhed i en verden uden sikre holdepunkter. Senere fremmanes et etisk perspektiv i værker som Bøddelen (1933), hvor ondskaben ikke fremstilles som noget fremmed eller dæmonisk, men som en funktion: En iboende mulighed i mennesket og i samfundet. I den sene roman Barabbas (1950) når Lagerkvists eksistentielle og åndelige afsøgning sit måske mest nøgne udtryk: Fortællingen om mennesket, der lever videre i skyggen af frelsen, men uden at kunne tro.

Det er netop denne koncentration og kompromisløshed, Tom Kristensen har peget på, når han skriver: ”Pär Lagerkvist er så væsentlig og sammentrængt, at man må læse ham om og om igen” – og videre: ”Hos Lagerkvist er alt filosofisk spindelvæv blæst bort. Han er klar.” Klarheden giver ikke klare svar, men former sig som et sprog renset for overflødighed, båret af en vedvarende, uafsluttet undersøgelse. Hans værker ender sjældent i entydig forsoning, men i åbne spørgsmål, der tvinger læseren til at forholde sig til sig selv, Gud og sin omverden – og netop derfor forbliver han en uomgængelig stemme, også i dag.