H.C. Andersens univers

Ved ekstern lektor, mag.art. Kim Byvald, Københavns Universitet

Trods sin folkekære plads i de litterære kanoner, var H.C. Andersen en outsider i dansk litteratur. Hans digteriske univers rummer det miskendte genis dobbelte blik på verden, hvor han både trækker på og udfordrer den romantiske idealisme. Han skildrer det harmonisk skønne, som han længes efter, men har samtidig en skarp sans for det anderledes og grimme, der blev overset af tidens litterære parnas. I hans tekster balancerer dette dobbeltblik mellem skønhed og forfald, drøm og virkelighed, og teksterne røber aldrig, hvilke skæbner, der vil overgå de kendte og elskede hovedpersoner – fra kejseren og den lille havfrue til den grimme ælling og den modige soldat, der finder et magisk fyrtøj.   

I dette forløb dykker vi ned i H.C. Andersens eventyrlige univers og undersøger, hvordan Andersen forener eventyrets magi med en kritisk bevidsthed. Vi begynder med seks eventyr: Fyrtøiet (1835), Kejserens nye Klæder (1837), Den lille Havfrue (1837), Den grimme Ælling (1843), Snedronningen (1844) og Skyggen (1847). Fyrtøiet og Kejserens nye Klæder parodierer borgerskabets dannelsesideal, hvor sandhed, godhed og skønhed er i balance, mens Den lille Havfrue skildrer en smertefuld transformation, hvor ønsket om skønhed og accept fører til tab af identitet. Den grimme Ælling handler om outsiderens vej til anerkendelse gennem en skøn forvandling, mens Snedronningen og Skyggen begge udfordrer forholdet mellem det gode, det sande og det skønne.

Herefter læser vi romanerne Improvisatoren (1835) og Kun en Spillemand (1837), hvor kunstnerens kamp for identitet og samfundsmæssig anerkendelse er central. I rejsebogen En Digters Bazar (1842) reflekterer Andersen over sin position som fremmed både hjemme og ude, mens han i Mit Livs Eventyr (1847) omskaber sit eget liv til en fortælling om skæbne og overvindelse.

Alle nævnte tekster skal anskaffes inden forløbet starter.