Natten i romantikken

Ved postdoc Markus Floris Christensen, Europa-Universität Flensburg

I Danmark har vi et billede af romantikken som en lidt sødladen og ufarlig guldalder, hvor hjorten går ved skovsøen, og digteren sværmer for naturen, sin elskede – og ikke mindst sig selv. Men romantikken har også en mere dyster natside, som ved denne forelæsning vil blive trukket frem i lyset.

I langt de fleste litteraturhistorier fra det 19. århundrede og frem til i dag beskrives den danske romantik som præget af harmoni og idyl indtil ca. 1830’erne, hvor en mere mørk understrømning bryder igennem. Her opstår der hos forfattere som Søren Kierkegaard, Emil Aarestrup og St. St. Blicher en interesse for de mere dunkle og disharmoniske sider af sjælelivet. Sådan har man traditionelt forstået bevægelserne i romantikken, og det er den opfattelse og inddeling af perioden, jeg gerne vil udfordre ved at trække nattemotivet frem og undersøge, hvad det indebærer for vores forståelse også af den tidlige romantiske tradition.

Når vi stiller skarpt på natten som scene for den romantiske digtning, bliver nogle erfaringer, tankefigurer og ledemotiver tydelige, som vi normalt ikke forbinder med perioden. Pludselig handler romantikken ikke kun om harmoni, idyl og naivitet – den handler også om disharmoni, dobbeltgængere, galskab, mord, incest og undergang. I forelæsningen kaster jeg lys over, hvordan natten kommer til udtryk æstetisk og filosofisk i værker af Adam Oehlenschläger, B.S. Ingemann og N.F.S. Grundtvig.