Behandling af fedme og diabetes med tarmhormoner

Ved dr.med., professor Jens Juul Holst, KU

Op gennem sidste århundrede blev det erkendt, at vores tarm producerer hormoner, som regulerer en række fordøjelsesfunktioner, f.eks. udskillelsen af mavesyre og bugspyt. Fra 1970’erne blev det klart, at det også måtte være hormoner, der regulerer blodsukker og fødeindtagelse. Virkningen på blodsukkeret skyldtes især en stimulation af insulinudskillelsen i forbindelse med måltidindtagelse, den såkaldte inkretin-effekt. Men hvilke hormoner?

Ved at forfølge effekten på insulinudskillelsen lykkedes det i 1986 at identificere et nyt hormon, glukagon-lignende peptid-1 (GLP-1), som havde denne virkning, ikke alene hos raske, men også hos patienter med sukkersyge. Videre undersøgelser viste, at hormonet også påvirker appetit og fødeindtagelse. Selve hormonet kunne ikke bruges som lægemiddel fordi, det nedbrydes ultrahurtigt i organismen, men det lykkedes at opklare årsagen hertil (et enzym, såkaldt DPP-4) og at udvikle en ny diabetes behandling på basis heraf (DPP-4 hæmmere). Samtidig lykkedes det at udvikle stabile analoger af selve hormonet, og på NovoNordisk lykkedes det at udvikle de langtidsvirkende analoger liraglutid (Victoza) og semaglutid (Ozempic).

De langtidsvirkende analoger har enestående effekter på både blodsukker og fødeindtagelse og kan næsten normalisere blodsukkeret hos patienterne og fremkalde vægttab af samme størrelse som fedmekirurgi (25 %). Samtidig kan det bevises, at behandlingen nedsætter risikoen for hjerte karsygdomme og for tidlig død. Så tarmhormonerne har i sandhed revolutioneret behandlingen.      

Jens Juul Holst er mangeårig forsker i fedme og type 2-diabetes, og han er kendt for at have opdaget og beskrevet tarmhormonet GLP-1. Han er desuden forfatter til bogen Historien om GLP-1 (FADL’S Forlag, 2024).