Er menneskets noget særligt? Nedslag i den filosofiske antropologi

Ved ph.d. Kasper Lysemose

I menneskets egne øjne har vi længe fremstået som noget ganske særligt. I antikken blev mennesket hævet over andre levende væsener gennem sin begavelse med sprog og fornuft, og i kristendommen blev det forstået som skabningens krone, skabt i Guds billede. Den selvforståelse blev senere udfordret. Kopernikus fjernede mennesket fra verdens centrum, Darwin indskrev det i dyrenes stamtræ, og Freud viste, at det ikke engang var herre i eget hus. Spørgsmålet meldte sig derfor med fornyet styrke: Er mennesket overhovedet noget særligt?

I mellemkrigstiden tog den filosofiske antropologi dette spørgsmål op. Her svarede man igen ja — men uden at genindsætte mennesket som verdens centrum. Tværtimod radikaliserede man kritikken og beskrev mennesket som et væsen uden fast natur: en excentrisk og mangelfuld særling, der på farligste vis så ud til at have mistet sin gode dyreforstand. Hos tænkere som Plessner, Gehlen og senere Arendt, Jonas og Sloterdijk fremstår mennesket derfor ikke som det mest fuldkomne, men som det mest ustabile og åbne væsen.

Kurset introducerer både den filosofiske antropologis forløbere, dens klassiske positioner og dens nutidige videreførelser – og undersøger, hvad det vil sige at være menneske, når mennesket ikke længere kan tage sin forrang for givet.

1. Arnold Gehlen og menneskets overlevelse
2. Friedrich Nietzsche, Helmuth Plessner og menneskets latter
3. Hannah Arendt, Hans Jonas og menneskets ansvar
4. Paul Alsberg, Peter Sloterdijk og menneskets tilblivelse