Frihedens filosofi - Indføring i den tyske idealisme

Ved ph.d. Kasper Lysemose

I slutningen af oplysningstiden foretog Immanuel Kant en revolution af filosofien. Når man i tiden efter filosoferede både med og mod Kant gjorde man det i alle fald, fordi man var begejstret. Man forstod nemlig, at Kants revolution havde muliggjort en radikal forståelse af den menneskelige frihed.

”Mit system er frihedens første system”, skrev Fichte, og hermed var den tyske idealisme begyndt. For den tyske idealisme var frihedens filosofi – men samtidig en filosofi, der ville formulere sig i form af et system. Fundamentet for dette system fandt Fichte i jegets selvbevidsthed. Men selvbevidstheden viste sig at være vanskeligere end forventet at gøre rede for. Hegel måtte derfor formulere en filosofi, hvor bevidstheden gennemgik en lang erfaringsrejse, inden den kunne komme til sig selv.

Ved enden af den rejse opdagede Schelling, at friheden nu stod ved en afgrund: Det ondes problem, hvilket skulle vise sig at bringe hele den tyske idealisme til sin afslutning. Således afløstes den periode, der var begyndt med Kants rene fornuft, af ‘mistankens mestre’: Kierkegaards eksistentialisme, Nietzsches perspektivisme og Freuds psykoanalyse. 

1. Forspil: Den kritiske tanke – Kant

2. Fichte: Selvbestemmelse og selvbevidsthed (Videnskabslæren)

3. Hegel: Selvbevidsthed og frihed (Åndens fænomenologi)

4. Schelling: Frihed og ondskab (Den menneskelige friheds væsen)

5. Efterspil: Mistankens mestre – Kierkegaard, Nietzsche og Freud