Nietzsches kulturkritiske hovedværk Afgudernes ragnarok Hvordan den sande verden blev til en fabel

Ved ekstern lektor, ph.d. Martin Pasgaard-Westerman, KU

I Friedrich Nietzsches sene hovedværk Afgudernes ragnarok eller Hvordan man filosoferer med hammeren (1889) præsenteres vi for de mest modne formuleringer af Nietzsches metafysikkritik, sprog- og kunstteori i en fortættet og formfuldendt samling af små afhandlinger. Det er en komprimeret, men ambitiøs, radikal og stridslysten bog, der gør op med samtidens, i hans øjne, dekadente og nihilistiske kultur og åndsliv.

Med ”afguder” mener Nietzsche først og fremmest de ’evige afguder’: Dét som hidtil og under ét er blevet kaldt ’sandhed’. Filosoffernes ”fornuftsfilosofi” kritiseres i værket for at mangle fornemmelse for altings foranderlige karakter, for historien og det sanselige. Menneskets erkendelse er gennemsyret af sproglige fordomme og Nietzsche siger lakonisk, at han frygter, at vi ikke bliver fri for Gud, fordi vi stadig tror på grammatikken.

Nietzsche nøjes ikke med at kritisere fornuftsfilosofiens idiosynkrasier - også de nyeste afguder, de moderne idéer står for skud. Herunder idéen om ’det tyske rige’. Nietzsche kaldte sin bog en slags restitution fra sin egentlige filosofiske hovedopgave: Omvendingen af alle værdier.

Forelæsningerne koncentrerer sig om Afgudernes ragnarok og sætter værket i sammenhæng med hele Nietzsches filosofi og en bred idéhistorisk kontekst.