På sporet af lykken: Marcel Proust og På sporet af den tabte tid

Ved ph.d. Neal Ashley Conrad Thing

Livet er langt, kunsten er kort. Nej, kunsten er lang, livet er kort. Det fortæller den franske romanforfatter Marcel Proust os. På sporet af den tabte tid (1913-1927) er ikke blot en af verdens længste romaner, den hører også til blandt det smukkeste og mest berigende, der endnu er skrevet. Over syv gange bliver du klædt på til at læse og forstå Proust. Hans formuleringsevne er lige så intensiv og ustillelig som han sandhedstørst. Proust har det dybeste indblik i drømme, det ubevidste, selvbedrag, kærlighed, erindring, fortvivlelse, lykke, død og tidløse oplevelser, hvor sansning og sanseindtryk uophørligt er i fokus. På sporet af den tabte tid handler om og er skrevet ud fra én bevidsthed: fortællerens indre og ydre liv på godt og ondt. En mand, der ikke kan sove.

Værket skildrer bevidstheden og erindringen i arbejde. Derfor er der ingen decideret handling, ingen regelret logik i fortællemåden, som ellers præger de fleste romaner, ingen normal fremdrift i det, vi får fortalt: På sporet af den tabte tid er på én og samme tid selve dannelsesromanens højdepunkt, en afsked med samme og en eksperimenterende fornyelse af selve romanens form. I stedet for en fremadskridende handling bliver stemninger, tilstande, nuancer, følelser og detaljer sat på dagsordenen. Bind for bind er læseren vidne til en mangefacetteret erindringspsykologisk udforskning af individets indre væsen, sanseoplevelser og erindringer. Det er disse altdominerende karakteristika, som gør romanen til en moderne udviklingsroman.