Det løgnagtige menneske Filosofferne om sandhed, løgn, bedrag og forstillelse

Ved ph.d. Martin Pasgaard-Westerman

At mennesket er et dyr, der taler usandt, lyver, bedrager og forstiller sig, har optaget filosofferne lige så meget som spørgsmålet om, hvad sandhed egentlig er.

Moralsk og religiøst er løgnen blevet betragtet som en synd, mens den i politisk sammenhæng er blevet betragtet som et nødvendigt onde eller endda et nyttigt redskab. Men hvor den førmoderne filosofi kunne finde ro i en tilsyneladende sikker metafysik og religion, betragtes løgnen i det moderne samfund ikke længere blot som en moralsk kategori. Nu er løgnen udgangspunkt og omdrejningspunkt også for vores forståelse af politik og menneskelig erkendelse.

Nietzsche proklamerede, at den sande verden blot er en fabel, og at vi moderne mennesker står i en hidtil ukendt og radikal situation: Vi besidder ikke sandheden og kan end ikke længere tro på dens mulighed. Alt er fortælling og perspektiv, alt er illusion og løgn. Menneskets evne til at lyve, bedrage og forstille sig er i moderniteten blevet til et radikalt udgangspunkt for filosofi og politik. I det såkaldt ’postfaktuelle’ samfund findes ingen kendsgerninger, kun synspunkter.

Vi følger løgnens idéhistorie fra sofisterne og frem til Montaigne, Kant, Nietzsche og Arendt. Vi ser på filosoffernes analyser af det løgnagtige menneske fra både moralfilosofisk, erkendelsesteoretisk og politisk perspektiv.