Schopenhauer: Filosofiens 'enfant terrible'

Ved ekstern lektor, mag.art., ph.d. Martin Pasgaard-Westerman, KU

Arthur Schopenhauer (1788-1860) er en af de mest markante outsidere i den moderne filosofi. Miskendt og overset i sin samtid, dyrket som idol af især kunstnere og digtere efter sin død og sidenhen enten voldsomt kritiseret eller bagatelliseret. 

Schopenhauer gik stik imod sin samtids filosofiske grundantagelser. Han kritiserede kristendommen og fremhævede i stedet buddhismen og afviste sarkastisk sin tids mest feterede filosof, Hegel, som et vrøvlehoved, der fabler om en "verdensånd". I stedet udviklede Schopenhauer en filosofisk forståelse af mennesket som et blot højtudviklet dyr og menneskets fornuft som intet andet end et værktøj i ’livsviljens’ tjeneste. Han orienterede sig bredt ud fra sin tids naturvidenskabelige erkendelser, og tilføjede en dyb filosofisk fortolkning af naturen og pessimistisk udlægning af eksistensen, der for samtidens filosofiske etablissement var helligbrøde. 

På denne baggrund formulerede Schopenhauer et imponerende filosofisk system omfattende menneskets fornuft, lidenskaber og eksistentielle kvaler. Kunsten og musikken stod for ham som steder, hvor vi momentant kan opleve glæde og fred og etikken tager udgangspunkt i medlidenhed og et mål om mindst mulig lidelse. 

De eksistentielle analyser af menneskets liv og psyke er udgangspunkt for både Nietzsche og Freud og er stadig lige aktuelle i dag.