Temauge: Storbyens larm og teknikkens fremmedgørelse Modernitetskritik og tænkningens opgave hos Nietzsche, Heidegger, Adorno og Arendt

Ved ekstern lektor, ph.d. Martin Pasgaard-Westerman, KU

Med Nietzsches kulturkritik som inspirationskilde, fremkom der, fra 1880erne og hele vejen gennem opbyggelsen af de moderne samfund, et væld af filosofiske, sociologiske og kulturteoretiske betragtninger over menneskets plads og ændrede vilkår i moderniteten.

Mens Nietzsche erklærede at Gud er død og at nihilismen står for døren, beskrev digtere som Baudelaire og sociologer som Simmel individets indre splittelse og storbyens indvirkning på åndslivet. Videnskabens og kapitalismens sejrsgang medførte opløsning af traditioner, autoriteter og normer. Og denne tabserfaring manifesteredes som følelser af hjemløshed, melankoli, ensomhed, angst og fremmedgørelse hos den enkelte og som en generel grundstemning omkring århundredeskiftet og frem.

I mellemkrigstiden skrev Heidegger om menneskets tab af rodfæstethed i mødet med teknikkens beregninger, Arendt beklagede sig over menneskets fremmedgørelse overfor dets egne livsvilkår og Adorno kritiserede kulturindustriens fordummende ødelæggelse af tænkningen. Men ud af tabserfaring og dystre diagnoser formuleres der filosofiske svar på fremmedgørelsen og et håb for mennesket i kunstens erfaring og tænkningens opgave.