Litteratur og sprog

På skuldrene af: Chaucer i Shakespare, Charlotte Brönte i Jean Rhys og Cervantes i Salman Rushdie

Ved professor em., dr.phil. Marianne Børch

Er det overhovedet muligt at skrive originalt uden referencer til litteraturhistorien? Kravet om originalitet i kunsten er et moderne kvalitetskriterium, og tanken om det totalt nyskabte betragtes i stigende grad som en illusion: Alle kunstnere arbejder ud fra forudsætninger, de har opbygget ud fra deres forgængere, og deres værker er i den forstand gengangere.

Selv berømte værker, der regnes for originale og banebrydende, er opstået som svar på tidligere værker: Forgængeren er gengangerens sparringspartner. Forelæsningsrækken vil fokusere på tre par værker, der hver belyser, hvordan originale værker spejler deres originale udspring og derved skaber ny erkendelse ud fra det allerede kendte.

1. Geoffrey Chaucers Trolius & Criseyde (1383-1385) og William Shakespeares Romeo & Julie (1597)
2. Charlotte Bröntes Jane Eyre (1847) og Jean Rhys’ The Wide Sargasso Sea (1967)
3. Miguel de Cervantes’ Don Quixote (1616) og Salman Rushdies Chichotte (2019)