Brandes og filosofferne

Ved ekstern lektor, ph.d. Martin Pasgaard-Westerman, KU

Georg Brandes er kendt som hovedskikkelsen i det moderne gennembrud i Danmark og forbindes med et humanistisk menneskesyn og en forståelse af kunsten og litteraturen som et sted, hvor problemer skal sættes til debat. Men hvor kom Brandes’ banebrydende idéer fra – hvem og hvad stod han på skuldrene af?

Som fortaler for åndelig dannelse og frigørelse og som utrættelig kritiker af den bornerte, senromantiske religiøsitet, der prægede både det danske åndsliv og den danske politik i slutningen af 1800-tallet, blev Brandes synonym med frigørelse og en åndsaristokratisk humanisme, der kæmpede de undertryktes kamp. Brandes fandt inspiration til både sin kritik af de religiøse romantikere og sine tanker om en humanistisk radikalisme i nogle af det 19. århundredes største tænkere.

I denne forelæsningsrække stilles der skarpt på Brandes’ forhold til fire store filosoffer og deres grundidéer: Arthur Schopenhauer og den humanistiske pessimisme; John Stuart Mill og kvindefrigørelsen; Søren Kierkegaard og det religiøse samt Friedrich Nietzsche og det store menneske. Alle påvirkede de hans menneskesyn og litterære værk som både inspirationskilde og mål for en nådesløs kritik.